Spring til indhold
EU-Blomsten logo

Nyhed

13.02.2023

Årets Grønne Indkøber er IDA

IDA er netop blevet kåret som årets grønne indkøber i Netværk for Miljømærket indkøb.

IDA årets grønne indkøber

IDA er kåret som årets medlem i Netværk for Miljømærket indkøb. På billedet ses Lone Daugaard Jepsen, bæredygtighedschef hos IDA, Carl Aage Dahl, administrerende direktør hos IDA og , Martin Fabiansen, direktør hos Miljømærkning Danmark.

Hvert år sætter Miljømærkning Danmark fokus på vigtigheden af at arbejde med miljømæssigt mere bæredygtige indkøb ved at kåre Årets Grønne Indkøber. Prisen gives til et medlem af Netværk for Miljømærket indkøb, som har gjort en ekstraordinær indsats, og som er med til at skubbe markedet i en grønnere retning.

”Prisen går i år til IDA, som gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til og øge efterspørgslen efter miljømærkede produkter og serviceydelser. De har i høj grad sat handling bag ordene, og det har bl.a. medført, at IDA’s konferencecenter i 2022 blev tildelt Svanemærket,” fortæller Martin Fabiansen, direktør hos Miljømærkning Danmark.

Styrer indkøb i mere miljømæssigt bæredygtig retning

IDA har været medlem af Netværk for Miljømærket indkøb siden 2021. De gik med i netværket, fordi de tror på værdien af at dele viden og erfaring om grønne indkøb og på at gå sammen med andre om at efterspørge miljømærkede produkter. IDA bidrager aktivt til netværkets arbejde med at sikre effekt i markedet og udvikling af netværket. Netværket giver omvendt IDA ny viden og inspiration til arbejdet med grønnere indkøb.

”Vi arbejder hele tiden aktivt på at øge vores andel af miljømærkede indkøb. Som kunde er miljømærker gode pejlemærker for mere miljøvenlige valg i markeder med et væld af bæredygtighedspåstande, som kan være svære at gennemskue. Det kræver bl.a., at vi går i dialog med vores leverandører og er med til at lægge et pres på for at få endnu flere certificerede produkter og services at vælge imellem. Fx er vi gennem vores krav lykkedes med at få vores leverandør af rengøringsservice til at omstille sig til svanemærket rengøring, ” siger Lone Daugaard Jepsen, bæredygtighedschef hos IDA, og fortsætter:

”Jeg oplever generelt, at leverandører lytter til deres kunder og er hurtige til at omstille sig, når der kommer konkrete krav og udmeldinger fra kunderne om grønnere produkter og serviceydelser. Men det er vigtigt at sige det højt og vise leverandørerne, at man gerne vil købe mere grønt.

Positivt bidrag til grøn omstilling

IDA har netop fået certificeret deres konferencecenter IDA Conference, medarbejderkantine og frokostrestaurant Hey IDA med Svanemærket. Svanemærket stiller bl.a. krav om, at stedet skal gennemføre tiltag, der fremmer mad med lav miljø- og klimabelastning, at de skal begrænse brugen af energi og vand, og at de ikke bruger engangsartikler i den daglige servering.

”Det er positivt, at IDA ikke kun har fokus på at øge andelen af miljømærkede indkøb til driften, men også prioriterer Svanemærket i forhold til egen ydelse, som de tilbyder deres medlemmer og andre kunder, der benytter IDA Conference”, siger Rikke Dreyer, chefkonsulent i Miljømærkning Danmark.

For IDA er dette et helt naturligt skridt på den grønne vej:

”Vores medlemmer arbejder med teknologi, naturvidenskab og IT på højt niveau, og mange af dem bidrager i høj grad til udvikling af fremtidens løsninger på verdens udfordringer, som fx klimaforandringerne. Derfor stiller de også store krav til os som medlemsorganisation om at gå forrest, og vise, at den grønne omstilling er mulig, og at der allerede findes konkrete og mere grønne løsninger. Det viser vi fx, når vi omstiller til svanemærket rengøring og kantinedrift. Den grønne tankegang lever i vores hus, hos vores medarbejdere og vores medlemmer og har gjort det længe, men det er et arbejde, som aldrig stopper, og det gør vi heldigvis heller ikke,” siger Carl Aage Dahl, administrerende direktør hos IDA.

Kort om Netværk for Miljømærket indkøb

Netværk for Miljømærket indkøb er et netværk af private virksomheder, der ønsker fokus på ansvarlige og miljømæssigt bæredygtige indkøb, og som sætter handling bag ordene. Netværkets arbejde bidrager direkte til opfyldelse af FN’s verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion.

Netværkets medlemmer består foruden IDA af: IF Forsikring, Rambøll, Nykredit, Dansk Retursystem, Lyreco, Serwiz, Arbejdernes Landsbank, Anders Andersens Rengøring, Coop, ISS, Ørsted, Roskilde Festival, ATP og Dagrofa Foodservice.