
Case
Montana: EU Ecolabel er et stærkt signal til markedet
Den danske møbelvirksomhed Montana har valgt EU Ecolabel som strategisk værktøj til at styrke både miljødokumentation og produktudvikling. Certificeringen sikrer troværdighed på tværs af markeder og gør det lettere at deltage i offentlige udbud og større projekter, hvor miljødokumentation er et krav.

Den familieejede virksomhed Montana, der er kendt for sine modulære reolsystemer, har siden grundlæggelsen i 1982 markeret sig på både det danske og det internationale marked. Salget til udlandet udgør ca. 60 procent af virksomhedens forretning med eksport til især EU og Asien.
Allerede fra begyndelsen af 1990’erne har Montana haft fokus på bæredygtighed, særligt med projekter inden for indeklima og miljøforbedringer. Denne indsats har løbende udviklet sig, og i dag er miljø et centralt element i virksomhedens strategi.
Et stærkt miljømærke på tværs af europæiske markeder
Montana har siden 2019 arbejdet målrettet med EU Ecolabel, og i dag er 80 procent af Montanas produktgrupper certificerede med det officielle europæiske miljømærke.
”Vi oplevede, at der ikke var meget andet end mærkningsordninger, man kunne bruge til grøn dokumentation og kommunikation – andre miljøpåstande og tal siger ikke kunderne så meget. Ligesom nede i supermarkedet, hvor man ikke kan sætte sig ind i alle ingrediensstofferne, er man nødt til at have noget, man kan gå efter for at kunne træffe et miljømæssigt bedre valg. Derfor valgte vi at gå efter EU Ecolabel, som er et stærkt miljøsignal på tværs af europæiske markeder,” fortæller Joakim Lassen, administrerende direktør for Montana Furniture, der har stået i spidsen for virksomhedens fokus på miljø.

Gevinster i praksis: Styrket markedsadgang og højere troværdighed
Montana oplever flere konkrete fordele ved at have produkter certificeret med EU Ecolabel. Certificeringen har blandt andet styrket virksomhedens markedsadgang – særligt i forbindelse med eksport til EU – og kvalificeret Montana til at deltage i offentlige udbud og større kontraktprojekter, hvor miljødokumentation er et krav.
”På flere markeder fungerer EU Ecolabel som den nødvendige dokumentation, der åbner dørene for nye samarbejder. Det efterspørges i stigende grad af både offentlige indkøbere og B2B-kunder – bl.a. af virksomheder med klare ESG-mål. Samtidig har vi opnået højere troværdighed i dialogen med arkitekter og rådgivere, som vægter dokumentation over fortællinger”, siger Joakim Lassen.
Han forventer, at EU Ecolabel bliver endnu vigtigere fremadrettet som referencepunkt i produktdokumentation og ved offentlige grønne indkøb samtidig med, at EU Green Claims vil styrke officielle mærker, der er kontrolleret af en uafhængig tredjepart, og rydde op i selvopfundne labels.
Alt i alt er EU Ecolabel med til at give os et stærkere brand i Europa – det er ikke altid afgørende, men altid en fordel. De officielle miljømærker er den eneste vej frem i forhold til at kunne adskille sig og bevise at ens miljøindsats ikke er et postulat, men dokumentet og kontrolleret af en tredjepart”.
Derfor kommunikerer Montana også altid aktivt om certificeringen, når det er relevant – bl.a. i kataloger, salgsmateriale, annoncer og via sociale kanaler.
EU Ecolabel som styringsværktøj
For Montana har EU Ecolabel ikke kun givet markedsfordele, men også fungeret som et konkret styringsværktøj i produktudviklingen. Mærkets krav har bl.a. været en stærk guide i forhold til materialer, kemi og produkternes levetid, hvilket har styrket virksomhedens miljøindsats yderligere.
”Næste skridt er, at vi vil designe alle nye produkter efter EU Ecolabels krav, hvor vi har kriterierne med helt fra start”, slutter Joakim Lassen.
Fakta om Montana
- Familieejet møbelvirksomhed, der er kendt for sine modulære reolsystemer
- Grundlagt i 1982, med hovedkontor og størstedelen af produktionen på Fyn
- Omsætter for cirka 300 millioner kroner årligt
- Ca. 60 procent af salget er eksport, især til Europa og Asien
- 80 procent af projektgrupperne er EU Ecolabel-certificerede
- Har arbejdet målrettet med miljø i mere end 30 år og ser EU Ecolabel som en central del af virksomhedens fortsatte miljø- og bæredygtighedsrejse.

April 2026.




